Køkkenlinjen
På Østergårds køkkenlinje arbejder vi med elevinddragelse og medansvar. Eleverne deltager i menuplanlægningen og fremstillingen af al mad i køkkenet, lige fra råvarerne ankommer, i forarbejdning af råvarerne samt tilberedning af disse. Eleverne lærer herved at lave nærende og sund mad, efter gældende internationale kostråd og med sans for, hvad de enkelte råvarer koster, samt hvad og hvor meget, man kan få ud af råvarerne. Denne form for botræning vil komme eleverne til gode i deres fremtidige ungdoms– og voksenliv.
Køkkenet på Østergård arbejder med bæredygtighed samt klimavenlig mad, hvor der bl.a. er en ugentlig dag med vegetarmad, samt en ugentlig fiskemad. Vi arbejder med økologi og har konstant mellem 30% – 60% økologiske råvarer. Bæredygtigheden betyder også, at vi selv komposterer alt vores organiske affald til senere brug i skolens urtehave.
Eleverne lærer at lave mad fra bunden af. Al undervisning er elevdifferentieret, så vi møder den enkelte elev, hvor vedkommende er. Med udgangspunkt i nærmeste udviklingszone fremmes den videre udvikling. Undervisningen er systematiseret og til dels meget visuel. Bogen ”MitKokkeri” indgår i undervisningen af eleverne.

Fra jord til bord
Eleverne deltager i produktionen af mad på følgende vis: de er med til at lave morgenmad, mellemmåltider, varm mad til frokost, aftensmad og aftenservering samt forplejning til møder. I de fleste opgaver indgår der dansk og matematik, da eleverne skal kunne følge en opskrift samt både gange og dividere mængdeforhold i disse.
I køkkenet er der en uddannet kok/kostvejleder med speciale i vægttab, samt en ernæringsassistent, der underviser.
Undervisningen tager udgangspunkt i ”Fra jord til bord”. Vi arbejder tæt sammen med Grøn linje, som har grise og kalve. Dyrene kommer til skolen som små, hvorefter de passes og plejes af eleverne på Grøn linje, indtil de er store nok til at blive slagtet og herefter tilberedt i køkkenet. De lam, som skolens får leverer, indgår på samme måde i køkkenet efter slagtning. Skolens høns leverer de æg, som vi bruger i køkkenet. I skolens urtehave og drivhus dyrkes en del af de grøntsager, som indgår i køkkenets madproduktion. Her dyrkes blandt andet kartofler, porrer, løg, selleri, gulerødder, majs, radiser, salat, tomater, agurker, græskar, squash, rødbeder, diverse kålsorter, chili, abrikoser, ferskner, figner, vindruer, æbler, pærer, blommer, hvidløg, rabarber, hyldebær, hindbær, jordbær, ærter mm. I samråd med lærerne på Grøn linje planlægger lærerne på køkkenlinjen år for år, hvad vi kan/skal dyrke.