Østergårds historie

Østergård udvider 

I begyndelsen af 1950érne var der behov for udvidelse af pladser på Østergård, hvilket medførte, at der på matriklen blev opført en villa til forstanderen. Ved inddragelse af forstanderbolig i hovedbygningen blev der frigivet pladser, således at belægningen efterfølgende var på 64 mænd. Villaen blev bygget tæt på nordre sidefløj, således at nærheden mellem forstanderfamilien og mændene kunne bibeholdes.  

I 1953 blev naboejendommen med tilhørende 4 tønder land købt, således at Østergårds samlede areal nu var 8 tønder land. Produkter fra have og landbrug gav tilskud til daglig husførelse, og gav arbejde til mændene både i stalden og på marken. Ydermere var der grisehold, hest, hønsehold og kæledyr i staldbygningen. Det lå i fin forlængelse af, at flere af mændene inden de kom til Østergård, havde været i plejefamilie på gårde. I 1960érne blev der bygget 2 funktionærboliger ud mod Østergårdstræde. Disse blev senere omdannet til boliger til mændene. 

I 1950´erne blev der, på Thorvald Frederiksens initiativ, oprettet en pendant til Østergård og en ny, lokal institution så dagens lys. Den hed ”Vindbyvold”, lå ved Faxe og var normeret til cirka 30 åndssvage patienter/piger. På Vindbyvold blev der ansat en plejemor til daglig ledelse, men administrationen tog Thorvald sig selv af.  

Patienter og personale bor sammen 

Værdigrundlaget for Østergård var en kristen, grundtvigiansk humanitær indstilling. Østergård var i øvrigt kendetegnet ved, at meget af personalet boede på stedet, så der var en nær tilknytning mellem personale og mændene. Det var intentionen, at institutionen skulle blive en del af lokalsamfundet, således at mændene kunne få andre kontakter end andre åndssvage. Forstander Thorvald Frederiksen engagerede sig derfor også selv i lokalsamfundet, og var med i sognerådet, kommunalbestyrelsen og menighedsrådet. Til slut blev han socialudvalgsformand og viceborgmester, valgt af de konservative i Langebæk Kommune. Som påskønnelse for sit arbejde modtog Thorvald Frederiksen Dronningens Fortjenstmedalje.  

Da forsorgen på den tid var i lægeligt regi, blev beboerne defineret som ”patienter”. På institutionen Østergård afspejlede dette sig blandt andet i, at der var sovesale, der lignede sygehusets sygestuer. Mændene sov på sovesale med 4-6 personer i hver. Mændene havde ved hver seng en taburet med skuffe, hvori de opbevarede personlige toiletsager. Senere blev sovesalene moderniserede, så der blev mulighed for at nogle af mændene kunne få 2-mandsværelser. Deres egne, meget personlige ting, som f.eks. fotos, breve, arvestykker mv, havde de i kasser med egen hængelås. Kasserne stod på rækker i et kælderrum. Ofte sås det, at nogen af mændene gik ned i rummet for at se på deres minder i kasserne.  

Mændenes daglige påklædning var ”Kansashabit”. Søndagstøj og pænt tøj var habitter. Alt tøj var personligt og nummereret og blev opbevaret i depotrum. Mændene modtog et mindre beløb i lommepenge. Op igennem 1940´erne og 1950´erne kunne hver enkelt blive skrevet op til købmandsvarer, som blev bragt ud til Østergård sammen med andre købmandsvarer. Senere blev der indrettet en lille kiosk, hvor der kunne købes kioskvarer. I begyndelsen af 1940´erne havde plejere mørke uniformer. Disse blev senere udskiftet med hvide uniformer, for senere at overgå til almindelig påklædning. De unge pigers påklædning var blå kjole og forklæde med kryds på ryggen.  

Der blev ansat en gartner, der stod for have og landbrugshold, og der blev ligeledes ansat en værkstedsleder, der stod for værkstederne, hvor der var børstebinderi, vævning, fletning af kokosmåtter efter mål og samling af klemmer. Andre mænd hjalp med daglige opgaver i køkkenet, rengøring og vaskeri. Det blev tilstræbt, at alle mændene havde arbejde og opgaver efter evne. Forstanderens hustru, Valborg Frederiksen, var ansat som økonoma/oldfrue. 

Efter oprettelsen af Centeret Evensølund med undervisningsleder, blev der oprettet skolestue på Østergård og tilknyttet en ekstern lærer. Efterhånden blev de unge piger afløst, da der i stedet blev ansat koner fra nærområdet, især til køkken, vaskeri og rengøring.  

Mændene var selvhjulpne ældre. Nogle af dem kom fra hjem, hvor familien ikke længere magtede opgaven med at have et åndssvagt familiemedlem boende. Andre kom fra de store anstalter som Rødbygård og Ebberødgård, og nogle kom fra familiepleje, hvor de havde tjent som medhjælper eller karl på en gård.  

Traditioner, højtider og aktiviteter 

På Østergård blev der fejret fødselsdage med fødselsdagsbord til alle. Højtider og årets mærkedage blev ligeledes fejret i samhørighed mellem mændene og forstanderfamilien. Nogle af mændene havde ikke pårørende, så derfor blev der fundet kontaktfamilier fra lokalområdet, og fra personalets familie og omgangskreds. Kontaktpersonen kom på besøg og medbragte gaver til jul og fødselsdag. Nogle kontaktpersoner inviterede også på tur. Der blev årligt afholdt ”familiedag” for mændene og deres kontaktpersoner.  

Søndag eftermiddag gik eller cyklede nogle af mændene på aftalt tur og én gang om måneden afholdt præsten fra Mern en mindre gudstjeneste på Østergård. En gang om måneden kom rejsebio forbi og viste danske lystspilfilm, dette ophørte dog da TV gjorde indpas. Et par gange om året kom pigerne fra Vindbyvold på besøg, og dagen afsluttedes med dans. Der var også et par udflugter om året, ligesom der var ture til dilletant-forestillinger i Mern Forsamlingshus. Mændene havde gratis adgang til fodboldkampe i Mern og traditionen tro var der en Cirkustur, samt en årlig uges ferielejr til feriekolonien på Fedet.  

Årets store fest var stiftelsesfesten, der blev afholdt den 9. juni hvert år. Til denne festdag var 50-60 personer inviterede med ægtefæller til spisning, underholdning og dans med sognets fruer. Det hele afsluttedes med fyrværkeri, fakkeloptog og bål.På Østergård findes en fredet gravhøj med sneglegang. Store Bededag gik man i samlet flok til toppen af højen og spiste derefter varme hveder. 

Hvis man går på kirkegården i Mern, kan man se nogle af mændenes gravsteder. Flere af mændene blev dog begravet i deres hjemkommuner.  

Forandringer 

I 1970´erne blev der bygget et stort behandlingscenter i Næstved, der blev drevet efter lægelig tilgang til åndssvaghed. Dette store behandlingscenter var dog allerede inden færdiggørelsen forældet, idet der var sket et paradigmeskift i holdningen til åndssvaghed. Der var tale om et skift fra lægelig til pædagogisk tilgang. Da behandlingscentret var bygget som de store institutioner Rødbygård og Ebberødgård, viste det sig, at der ikke var patienter nok til at udfylde rammerne. Østergård blev derfor udpeget til at blive nedlagt. Nedlæggelsen blev forpurret i første omgang, grundet særdeles kraftige protester fra lokalsamfundet, pårørende, politikere og beboerne selv.  

I perioden 1942-1976 var Thorvald og Valborg Frederiksen forstanderpar på Østergård, og den lovede indhegning blev aldrig opført.